Audio Video Disco

Kan I huske den scene i “Se7en“, hvor det går op for Morgan Freeman at John Doe har slået Brad Pitts kone ihjel, og han tænder for walkien og siger “John Doe has the upper hand”? Sådan er det med den nye The Raconteurs plade Consolers Of The Lonely:

ALLE der måtte være igang med at købe en rockplade, lytte til en rockplade, eller ikke mindst være ved at indspille en rockplade, bør stoppe… lytte… og så fortsætte ad den nye sti der her er lagt ud foran dem.

Efter den lidt halv-skuffende “hvad-skulle-den-til-for?” debut hvor man i bedste fald fik sig en rigtig rigtig god døgnflue i form a Steady As She Goes, har Jack White og The Raconteurs nemlig endelig fundet en form, som er både overvældende, overlegen og unik.

Sangskrivning, udførelse og ikke mindst produktion viser 100 gange mere tænder og kløer, end vi har hørt det før hos kvartetten, og det komplette vanvid der altid har præget Jack Whites guitarspil og vokal i White Stripes, har nu fundet sig vej ind i The Raconteurs 60er-lydende univers.

Også Brendan Benson spiller nu endelig en fuldbyrdiget rolle i gruppen. Hvor han før var korpige og balladesanger, spinder de 2 lyse herrevokaler sig nu ind og ud imellem hinanden, så man uværgeligt kommer til at tænke på Lennon/McCartney i de gode gamle syre-dage. Man behøver faktisk bare at lytte til de første 2 minutter af åbnings- og titelnummeret Consoler Of The Lonely før man allerede har været igennem et par temposkift, et bluesriff som kun djævlen (eller White) kan spille det, og en skøn hysterisk vokal-linie.

Det lyder som en blanding af Magical Mystery Tour og Pet Sounds tilsat en god portion deltablues, og kan bandet videreføre denne spilleglæde og vildskab til deres liveshow, så kender jeg ihvertfald een der kommer til at rejse langt for at få et fix.

Jeg er (endelig!) fucking imponeret!