Musik: Start eller Stop Festival?
by Audio Video Disco
Er man bare lidt orienteret om events og musik i København, så har man nok været ude og feste lidt her i weekenden. Der har nemlig været fuld knald på både den elektroniske gadefestival Distortion, og på rock/pop festivalen – med primær fokus på upcoming musik – Start! Festival.
Det vil sige, så skide meget knald var der nu heller ikke på “Start!” der holder til huse i området omkring Øksnehallen. Faktisk var der nærmest tomt for publikum, hvilket især blev tydeligt ved de lidt større koncerter på udendørs scenen, og på hovedscenen i Øksnehallen. Jeg gætter på at det f.eks ikke er hverdagskost for Nephew at spille foran 500 mennesker, på en scene med plads til noget nær det 5-dobbelte.
Hvad gik der galt?
Til at starte med – og guderne må vide af hvilken grund – har festivalen skiftet navn fra det cool’e, velrenommeret du-ved-hvad-du-får-uden-pis agtige navn “Vesterbro festival” til det megabøvede og upcoming på den nederen måde, skole-jam-band agtige navn “START! festival”. Fejl nummer 1.
Dernæst ligger festivalen samtidig med Distortion, som har været helt VILDT gode til at skabe en hype og en stemning omkring sig selv. Det blev især tydligt da man ved midnatstid i fredags kunne forlade det næsten tomme område omkring Start! Festival, og begive sig 500 meter ned ad gaden for at se 5000 mennesker gå AMOK til den vildeste gadefest nogensinde. Fejl nummer 2.
300,- kr er bare for meget for upcoming musik. Straight up. Folk forventer at den slags arrangementer er gratis eller stort set gratis ihvertfald. Og når man iøvrigt rent geografisk ligger sig midt i S.U. land (og igen: holder festen 500 meter fra en ligeså god, men gratis fest) , så kan man ikke forvente at folk prioriterer således. Iøvrigt er det også en smule mærkeligt at det skal være så relativt dyrt, taget i betragtning af at ingen bands får noget som helst for at spille, og at der er sponsorater fra JP, Lays, S-tog, Merkur Bank, Europcard og mange flere smurt ud over det hele. Hmmm… Hvis jeg var artist, ville jeg undre.
Dernæst kan man snakke om dårlig eller nærmest ingen branding, manglende PR og omtale, generel utjek i forhold til at stave hvert andet band navn forkert i programmet, og iøvrigt et alt for tomt program. Ja, og så dårligt vejr selvfølgelig, men det er jo ens for alle. Det er alt sammen helt vildt ærgeligt, for jeg er 100% sikker på at der er et KÆMPE behov for det som Start! repræsenterer. Det skal bare lige arrangeres, ik’…
Bedre held næste år!
Thomas B-S. AVD.