John Garcia spiller Kyuss på Loppen
by Audio Video Disco

Nogen vil sikkert mene at det er dybt overdrevet når jeg siger det her. Men Kyuss er et af moderne rocks mest betydningsfulde bands nogensinde. Punktum.
Kyuss??
Yep. Siden de dannedes i slutningen af 80′erne har de fuldstændig redefineret hvordan hård rock kan lyde, og opfandt – hands down – hele stoner rock scenen, og alt hvad den senere har udviklet sig til. Bands som Electric Wizard, Monster Magnet, Beaver, Dozer, Truckfighters, Fu Manchu, Clutch, Pelican og Torche ville ALDRIG kunne have eksisteret, var det ikke for Kyuss. Og hvis du vil kigge på de lidt større acts, har Kyuss også defineret en stor del af Tool, Soundgarden og Melvins’ lyd.
Og så har jeg slet ikke nævnt det vigtigste overhovedet: Den ultimative drivkraft, sangskriver og guitarist i bandet er nemlig ikke et helt ubeskrevet blad. Det var nemlig i Kyuss at Joshua Homme trådte sine barnesko, inden han sprang ud som forsanger og/eller guitarist i bands som Queens Of The Stone Age, Eagles of Death Metal, Them Crooked Vultures, Desert Sessions, og et væld af andre projekter. Og det var også i Kyuss at Queens Of The Stoneage og Mondo Generator bassist og vildmand Nick Oliveri første gang trådte på fuzzpedalen… Og i Kyuss at man fandt Brant Bjork bag tønderne.
Og så er der så John Garcia. Han var forsanger i Kyuss, og der har altid været meget delte meninger om hans vokalpræstationer. Altid mixet frygtelig langt ned i mixet, og uden tvivl ikke den største tekniker på kloden. Men han har en sjældent hørt sjælfuldhed, og han gjorde det – dybest set komplet umulige – lydbillede Kyuss har lytbart med sine bluesede fraseringer og karakteristiske stemme.
Lyt her på et af de mest klassiske eksempler. Et klassisk Homme guitarriff spillet på en nedstemt guitar igennem en basforstærker, et brølende monster af en rytmegruppe, og en John Garcia der virkelig viser hvad han kan med rytmik og nærmest rocksoul’et fraseringer.
Bemærkede du bass soloen inde i midten?
Det skal naturligvis også nævnes at John Garcia ikke lige frem har ligget på den lade side siden Kyuss blev opløst for en 15 års tid siden. Han har udgivet fremragende plader med sine grupper Hermano, Slo Burn og Unida og arbejder desuden på et solo album.
Men d. 9. juni i år kan man så tage på Loppen og opleve forsanger John Garcia spille Kyuss. Det er sgu ret vildt… jeg ved ikke om det er en god idé, for godt nok var Garcia forsanger, men der er vist ingen tvivl om at den ultimative force i bandet var Joshua Homme. Alene mængen af instrumentalpassager på deres 4 studie albums taler sit eget tydlige sprog.
Men SELVFØLGELIG skal man opleve det. Det der for over 20 år siden startede med at 4 drenge stillede sig op ude i ørkenen ude ved Joshua Tree i nærheden af Death Valley i Californien, og ved hjælp af en dieselgenerator og kun oplyst af en arbejdslampe spillede tonsertung stoner rock for deres venner og deres venner.
Selvfølgelig skal det opleves. Billetter købes her.
Thomas B-S. AVD.
English summary: On June 9th at Loppen in Copenhagen you dont want to miss a unique chance to hear the former lead singer of stoner rock legends Kyuss perform the old Kyuss catalogue. Or maybe you should just stay very far away, as he should’ve. Decide for yourself. Links to buy tickets above.